COAX! Koaxiale kabler og stik: 2. oktober blev en god aften i MakerSpace, Næstved

Rundt om arbejdsbordene sad en snes fremmødte klar til en aften, hvor både hoved og hænder kom i brug. TechGruppen var vært ved aftenens foredrag, der blev holdt af Daniel Wahl, som indledte med en kort præsentation om COAX! – Koaxiale kabler og stik.

Alle fik mulighed for at samle deres eget mellemkabel på en meter i RG223/U, afsluttet med N-male crimp-stik i begge ender.
Med crimptænger i hænderne øvede deltagerne af-isolering, klargøring af kablet og korrekt montage af stik. Til sidst blev kablerne målt og testet, så resultatet kunne dokumenteres.

RG223/U, forklarede Daniel Wahl, er et dobbeltskærmet kabel, som normalt bruges i professionelle installationer. Sammenlignet med det velkendte RG58C/U giver det markant bedre skærmdæmpning – >78 dB mod >57 dB – hvilket betyder, at uønsket støj dæmpes mere end 100 gange bedre. For en radioamatør kan det være forskellen på en ren forbindelse og et støjfyldt signal.

Stemningen i MakerSpace var afslappet og lærerig. Der blev grinet, stillet spørgsmål og hjulpet på kryds og tværs. Da aftenen sluttede, kunne deltagerne tage hjem både klogere på coax og stikmontage – og med et helt nyt mellemkabel i tasken.

Seneste artikler

Relaterede artikler